Om 1960’ernes rockorkestre, kiksekage og klassefotos på Arkivernes dag 2016 i Dragør: Wiebke Zickert fortæller om sit erindringsprojekt med tre skolekammerater*

Da mit ældste barnebarn fik sin første venindebog, var jeg så heldig at få lov at skrive i den.

De mange spørgsmål og ikke mindst deres karakter, fik mig til at tænke over det gab, der er mellem barnebarnets verden som 7-årig og min egen på samme tidspunkt.

 Den almindelige hverdag har forandret sig kolossalt meget på 2 generationer.

 Jeg besluttede, at jeg ville beskrive mit barne- og ungdomsliv. Dengang var det alene tidsperspektivet, der lå mig på sinde. Jeg syntes ikke at jeg havde tid til at gøre så meget ved det, men skrev dog noter, som blev lagt i en mappe.

Små 5 år senere oprandt pensioneringen og mappen fundet frem.

Jeg begyndte at tænke på formidlingsformen, indhold – skulle det være personligt eller mere alment, gennemgik fotos. Her gik det op for mig, at mange af de billeder, jeg havde i hovedet, slet ikke fandtes andre steder end i mit hoved.

 Det førte til at jeg kontaktede 3 kammerater fra skoletiden. Fælles for dem var, at de alle havde fotograferet og filmet i en tidlig alder. Så de måtte jo have nogle af de billeder, jeg havde i hovedet!

De havde alle 3 mange fotos, og et par af dem havde også gået og tumlet med tanken om, mon deres fotomateriale kunne bruges til andet og mere.

De var alle 3 med på ideen om at lave ”noget”.

Vi brugte lang tid på at definere dette ”noget”. Dels kom vi jo langt omkring, da vi begyndte at tale om gamle dage. Dels talte vi meget om formidlingsformen.

Vi blev enige om at målet skulle være en erindringsbog med omdrejningspunkt i, hvad vi brugte vores fritid til som børn og unge i Dragør i perioden 1955 til 1969. Den periode blev valgt, fordi den både omfattede de tidligste erindringer og slutningen af vores teenageår.

Skolegangen skulle ikke have nogen særlig stor plads, fordi skolegang fra den tid er beskrevet fint af mange andre, men kun nævnes, når den havde betydning for tiden udenfor skolen.

Vi fordelte emneområder blandt os, såsom spejder, dans, småjobs, lege, og musikkens betydning for vores liv.

Undervejs fandt vi jo ud af, at der var nogle overlap, men besluttede at tage dem til sidst. Her kan nævnes dans og musik.

Musikken udviklede sig undervejs til et særskilt projekt, fordi det viste sig, at byen har haft et fantastisk musikliv med masser af det, vi i dag ville kalde boybands. Dengang kaldte man dem rockorkestre.

Vi brugte en del tid på at finde fotos frem fra gemmerne og vælge. En sjov proces, der i sig selv fik mange gemte oplevelser til at dukke op.

Et lille års tid inde i processen blev vi bedt om at lave ”noget” til Arkivernes dag.

Det betød, at vi lagde erindringsprojektet til side og rettede fokus mod at formidle det samme emne i udstillingsform.

Det betød en langt mere stram og kritisk tilgang til vores materiale. Nu blev det billederne alene, der skulle bære historien. Uden særlig megen tekst.

Selve udvælgelsesprocessen var svær. Hvert enkelt billede blev nøje gransket, sat op på en tavle, og set i sammenhæng med de øvrige. Vi gjorde meget ud af at finde alle skolefotos, fordi de i denne sammenhæng ville få betydning – som genkendelseselement for udstillingsgæsterne. Vi ville gerne have dem til at identificere sig selv med det, de så.

Vi lavede en særlig væg til alle de gamle klassefotos fra hele årgangens skolegang.

Vi synes selv, at det beskrev, dels hvordan byen havde haft vokseværk i netop vore første skoleår, dels hvordan uddannelsespolitikken havde udmøntet sig, og endelig hvordan Dragørs skolevæsen havde samarbejdet med nabokommunen.

Det skulle vise sig, at publikums fokus var meget mere ligetil: ”er jeg med på billederne”, eller ”kender jeg nogen af dem”. Så vores tanke var rigtig.

 Da vi nåede målet havde musikken og afsættet i folkeskolen fået en stor plads.

De øvrige aktiviteter blev beskrevet med fotos og effekter. Og fotos og effekter som hang sammen. Forstået således, at de gamle fotos og de udstillede ting var identiske. Vi synes, at det var en særlig finesse, og det skulle vise sig, at publikum var af samme mening.

For at give liv til musikken besluttede vi, at der skulle lyd på. De gamle singler og LP’er blev fundet frem, og en grammofon sat op.

 Vores barndom og ungdom var en tid, der stadig var præget af en vis knaphed og især af, at meget stadig skulle fremstilles i hjemmene. Derfor valgte vi på åbningsdagen at servere kiksekage. Det var en kage, som var meget brugt. Den var ikke dyr, og den var nem. Kagen fik rigtig mange til at mindes situationer, hvor de havde spist den. Og langt de fleste havde ikke fået den siden, de var børn.

Udstillingen blev en succes målt alene på besøgstallene.

Tilbagemeldingerne fra publikum, som vi har fået mage af, viser at vi havde ramt målet.

Indfanget stemningen både i lyd, billeder og ”duft” (smag). Langt de flestes kommentar til kagen var: ” Det har jeg ikke fået siden, jeg var barn”.

 Tilbage til erindringsprojektet.

Vi har nu som mål at det skal blive en lille bog. Vi ved også, at det skriftlige materiale, vi har, skal tilrettes, så det bliver letlæselige essays godt understøttet af fotos af personer, men også små fotos af effekter, annoncer fra lokalområdet.

Fik jeg så nået mit mål – at fortælle mine børnebørn om min barndom. Det tænker jeg, at jeg har. Blot er det ikke kun min egen barndom, der beskrives, men også mine venners. Og det giver uden tvivl et bredere perspektiv for mine børnebørn.

For eventuelle købere af bogen kan det blive en hyggelig tur ned af mindernes allé. Men det kunne også blive et redskab til at fortælle deres børn og børnebørn netop deres historie.

*Mange tak til Wiebke for den spændende historie om erindringsprojektet på Dragør Lokalarkiv, som hun gennemførte med sine tre skolekammerater, Leise Elgaard, Peter Bothmann og Jesper Paulsen.

 

 

 

Advertisements

Om tekniske tekstiler, moderne kunsthåndværk og mongolske kunstmæcener – et interview med kunsthistoriker Mette Bielefeldt Bruun

Du er leder af Næstved Museum. Vil du fortælle os lidt om, hvad en museumsleder beskæftiger sig med? Er det mest administrativt? Hvilke spændende opgaver har du haft?

Næstved Museum er et mindre museum under Museum Sydøstdanmark. Vi har to museumsbygninger. Det ene, Helligåndshuset, viser udstillinger om Næstveds kulturhistorie. Det andet, Boderne, viser udstillinger om design og kunsthåndværk. Herunder især Kähler keramik og Holmegaard glas.

Som museumsleder i Næstved er jeg ansvarlig for udstillinger og butikker i vores udstillingshuse, og jeg har også ansvar for Næstved Museums personale, fastansatte og timelønnede frontmedarbejdere og afdelingens publikums- og arrangementsansvarlige. Derudover er jeg også leder af Museum Sydøstdanmarks skoletjeneste. Så der er selvfølgelig en del administration.

Udstillingerne og vores store nye projekt Det Nye Holmegaard er spændende at være involveret i.

Vi du sige lidt mere om de udstillinger, som du har været med til at lave?

I 2015 satte vi udstillingen 10 designere på 300 dage op. Vi viste fem designere fra Kähler og fem designere fra Holmegaard i løbet af 10 måneder. Vi fik vist en masse genstande fra vores store samlinger fra begge virksomheder.  Museet har ca. 6000 genstande fra Kähler og ca. 35.000 glas fra Holmegaard Glasværk. Det var spændende at dykke ned i det omfattende materiale.

I 2016 har vi blandt andet vist udstillingen Sjælens lille have. En udstilling af bøger fra reformationsperioden, der har tilhørt Birgitte Gøye og Herluf Trolle – parret der grundlagt Herlufsholm Kostskole. I den forbindelse har vi haft nogle spændende arrangementer og foredrag. Der var en del sikkerhedsforanstaltninger og krav fra konservatoren, der skulle være i orden, men det blev en fin lille udstilling.

Senest har vi samarbejdet med Næstved Talentskoles linje for Kunst og Design. Eleverne skulle tage udgangspunkt i vores samlinger af glas og keramik og skabe nye genstande eller værker. Det har været interessant at se, at eleverne blandt andet blev meget fascinerede af den måde, vi registrerer og dokumenterer museumsgenstandene på i blandt andet vores glasmagasin. Det blev omdrejningspunkt for et par af værkerne. Også gamle kunsthåndværksteknikker blev de meget optagede af.  Udstillingen kom til at hedde Fremadskuende Tilbageblik. Jeg synes, at vi som museum har fået en masse ud af samarbejdet, fordi det ikke var til at forudsige, hvordan udstillingen ville komme til at se ud, og få nogle unge mennesker til at reflektere over kulturarven fra deres eget lokalområde. Det er altid sundt at arbejde med det uforudsigelige!

Du er oprindelig uddannet som kunsthistoriker fra Københavns Universitet. Hvad handler dit speciale om?

Oprindelig skrev jeg speciale om tekniske tekstiler og deres forhold til krop, natur og lugt. Omdrejningspunktet var en række moderne sportstekstiler, der ofte har nye spændende egenskaber som f.eks. svedtransport, varme- og kulderegulering m.v. Det er interessant, at der hele tiden sker en masse på det område, som forandrer vores opfattelse af, hvad tekstiler kan. Udover sportsindustrien er det også indenfor rumfart og i militæret, at der sker en stor udvikling indenfor udvikling af nye tekstiler. Indenfor ekstremsport kan tekstilerne være så vigtig en faktor i forhold til atleternes udholdenhed, hurtighed og sikkerhed, at de både kan betyde noget for konkurrenceevne og for liv eller død.

Du har også undervist på teaterskolen. I hvilke fag?

Jeg underviste i 8-9 år i stil- og designhistorie for regissør- og scenografelever. En spændende arbejdsplads.

Og været gæsteunderviser på den vidunderlige Davids Samling – hvilke genstande betyder noget særligt for dig?

De islamiske tekstiler har særlig plads hos mig, men også genstandene fra den periode, hvor mongolerne herskede i store dele af den islamiske verden. De var store kunstmæcener, og der blev skabt nogle fantastiske mesterværker.

Føler du nogensinde historiens vingesus, når du sidder/står med et ældgammelt stykke tekstil (eller en anden genstand)? Hvilke tanker gør du dig om menneskene bagved de her tekstiler (eller andre genstande)?

Jeg føler altid, at det er fantastisk, at tekstiler og andre ældre genstande har overlevet tidens tand indtil vore dage. Jeg bliver som regel imponeret over tidligere tiders håndværksmæssige kunnen, som, på trods af alt det, vi har mulighed for i dag, ofte ville være næsten umulige at genskabe. 

Hvad betyder håndværkskundskab for dig? Du har sikkert reflekteret over det i din lange karriere som kunsthistoriker. For eksempel for mig som uerfaren betyder det, at håndværk er noget skabende, noget der har været gennemtænkt, inden man begynder, noget man har lært fra bunden af, noget der har skønhed, noget der holder tiden i sig, tålmodighed, ja selv kærlighed. Kan man på den anden side også bruge udtrykket sjuskeri i forhold til håndværk?

For mig betyder håndværkskundskab essentielt håndværksmæssig kunnen, der er givet videre fra generation til generation. Og ja, sjuskeri forekommer også.🙂

I sit værk Tid og Fortælling taler Paul Ricoeur om kreativ efterligning (creative imitation (Time and Narrative vol.1, p. 55). I hvilken grad er det at skabe noget også at efterligne noget? Synes du, der er en forskel på at kopiere, at efterligne og at skabe?

Ja, jeg mener, at der er forskel på at kopiere, efterligne eller skabe. Men de fleste kunstnere og designere skaber nye værker og genstande med udgangspunkt i noget eksisterende. Picasso var inspireret af afrikansk kunst, og Arne Jacobsen var inspireret af Charles og Ray Eames, da han skabte Myren i 1952.

 Hvorfor skaber vi genstande? Og hvordan? Hvilke overvejelser ligger bag de valg, vi tager, for eksempel, når man er i gang med at skabe noget?

I forhold til brugsdesign registrerer mange designere et behov. De bedste designere er i stand til at kombinere funktionalitet og æstetik.

Mens du var administrator på CTR, arrangerede du 2 særlige konferencer, Future Textiles, 3. nov. 2009 og Spandex to Sportstech – Fashion and Innovation in Sportswear, 8. nov. 2011.Hvad kom der ud af det?

I forbindelse med den sidste konference om sportstekstiler har jeg efterfølgende i samarbejde med Michael Langkjær fra Saxo Instituttet været guest editor på et særnummer af det internationale tidsskrift Fashion Practice. Det udkom i november 2016, og en del af bidragyderne i særnummeret var fra konferencen i 2011 heriblandt Ingun Klepp og hendes kolleger fra SIFOs bidrag om svedlugt i sportstekstiler. Andre bidrag kom til i processen blandt andet Michael Langkjærs eget bidrag om modeillustratoren Antonio Lopez og Jane McCanns bidrag om sportstøj til de aktive ældre.

Har du andre, du kan anbefale læseren udover denne publikation?  

Jeg har tidligere skrevet en lille artikel til Sfinx om islamiske tekstiler og om et 1700-tals vægtæppe i kineseristil, der hænger på Davids Samling, til publikationen Global Textile Encounters. Derudover har jeg netop skrevet en artikel til Lars Dybdahls nye antologi Dansk Design Nu om konceptualitet og narrativitet i moderne kunsthåndværk – glas, keramik og smykker.

Er der en bog eller forfatter, et stykke musik, en film, et teaterstykke, eller for den sags skyld et maleri eller en bygning, som du synes har et specielt budskab eller er specielt spændende, især på det tidspunkt i historien, vi lever i, med den store folkevandring i verden i dag?

Jeg vender tilbage til Teatro de los Sentidos igen og igen. Enrique Vargas sanseteater er helt specielt og fantastisk. Blandt andet deres forestilling Heart of Darkness fra 2015 gjorde stort indtryk på mig. Civilisatoriske spørgsmål blev sat på spidsen for publikum, fordi publikum deltog aktivt i forestillingen.

 

Om silketørklæder og cottoncoats: Etnolog Johannes Møllgaard fortæller om 1700-tallets Han Herred og besættelsestidens Amager

Mennesker er historiebærende, siger etnolog emeritus Johannes Møllgaard (JM) under vore samtaler om, hvordan etnologer benytter historiske kildematerialer.

Han vækkede min nysgerrighed for nogle år siden, da vi tilfældigt mødtes ved en julesammenkomst på Center for Tekstilforskning. Her havde jeg i flere år arbejdet som sprogrenser på tværfaglige publikationer bl. a. på tekster skrevet af etnologer, uden at jeg havde et særligt kendskab til, hvad etnologi var for et fag.* Da han dengang fortalte mig, at han var ved at transskribere protokoller fra 1700-tallets Han Herred, fangede det min interesse, da min mands familie stammer fra det nærliggende Hvetbo Herred. Senere, da vores center for nylig flyttede til Saxo-Instituttets hovedbygning, fik jeg lejlighed til at høre nærmere om sagen.

I. I forhold til det mere rurale Salling-område, som JM forskede i før i tiden, opdagede han, at Han Herred i 1700-tallet bar præg af dennes kystområde. De auktionsprotokoller fra Viborg Landsarkiv, som han møjsommeligt er ved at transskribere, og de andre samtidskilder fortæller om Han Herreds pengeøkonomi, der tillod egnens mennesker at købe jord.

Kilderne afslører to slags erhverv, der indbragte penge, nemlig handel på Norge og bjergning af skibe og deres indhold. Bjergelauget fik 1/2-1/3 del.  Da egnens befolkning hellere ville beskæftige sig med den slags arbejde end landbruget, var enkelte gårde blevet til ødegårde, som blev solgt ved auktioner og købt af frie mænd. Hvornår bjergning blev til et erhverv vides ikke. Men i 1700-tallet var det i fuld gang.

Kilderne viser også klager fra Ålborg og Thisted, når bønderne fra Han Herred ikke solgte korn til købmænd fra købstæderne, som havde privilegier på at handle. I stedet blev overskuddet af korn transporteret til Norge. Ca. 10 fartøjer blev lastet fire gange om året til Norge med 300 tønder korn. Da der kun kunne læsses ca. 4 tønder på hver vogn ned til pakhusene ved stranden på en gang, var der trængsel. Især fordi de ofte p. g. a. vejret kun havde få timer til at losse tømmer fra Norge og laste skibene med korn, måtte alle skynde sig, og mange fik arbejde. Sammen med tømmer tilbage fra Norge, kom der også andre varer.

Ved en auktion d. 21. marts 1743 f.eks., hvor der solgtes varer, der havde tilhørt Gregers Christensen, som døde til søs i en stor storm, fandtes der mange tekstiler, såsom Rødstribet Calemanche, Popeling, både ubleget og bleget hørlæret, vadmel, blaaagtig og rødartig Silketørkælde og 30 styk stofknapper.

På trods af lovgivning af kongen viser kildematerialet, at centraladministration på det tidspunkt ikke kunne forhindre handlen.

Etnologiske undersøgelse går ud på at afdække de strukturelle træk som binder mennesker til historien. Tiden, stedet, og sociale grupper er etnologens hovedinteresse, f.eks. hvornår en livsform forsvinder, og en ny kommer til. Mennesker bærer traditioner, en form for levende historie i form af den måde, de fester på eller gifter sig på. Ifølge JM er historien koblet til dagligdagen igennem sociale grupper.

Møllgaard nævner, at etnologer arbejder med epoker, en betegnelse, der mindede mig lidt om Ricoeurs koncept ’generationer’ i Time and Narrative (Bind 3, s. 109-116), da visse træk går igen. Som resultat af en skelsættende begivenhed som landboreformer, den franske revolution eller den Anden Verdenskrig, ændrer vilkårene sig for livet og livsformerne. Derfor arbejder etnologer med epoker og sociale grupper i stedet for de længere perioder, som historikere plejer at gøre, og hvor selve individet kan være af interesse.

II. Den epoke, der tydeligt satte sin spor på Johannes Møllgaard selv, var besættelsestidens. På trods af at besættelsen i Danmark var blidere end i mange andre lande som Polen og Sovjetunionen, var angsten nærværende i tidens børn, i en tid fuld af uroligheder og terror.

Han husker som 9½-årige de tyske flymaskiner d. 9. april 1940 inden han gik i skole den dag. Oktober 1943 var noget, han husker på følgende måde: Hans 4-år ældre bror, som gik på Christianshavns Gymnasium, var en af eleverne, der blev spurgt af rektoren, om de ville gå rundt til de forskellige jødiske hjem og videregive advarslen om den kommende tyske aktion. JM selv husker nogle børn i hans skole, Skolen ved Sundet, som pludselig ikke var der mere. Fra skolens åbne vinduer, kunne man nogle gange høre de tyske soldater, som sang 4-stemmig, mens de marcherede fra Bådmandsgade Kaserne (det nuværende Christiania) til Amager Fælled (lige hvor KUA bygningerne ligger nu) til militærøvelser.

En dag, da han cyklede tilbage fra skomageren på Islands Brygge langs den cykelsti ved Fælleden (i dags Njalsgade), hørte han sirenerne. Og på trods af at han vidste, at han skulle søge ly, valgte han at cykle hjem. Men hans mor var ikke hjemme på Samosvej og kom sent hjem, da hun på vej hjem i en sporvogn måtte stå af og blive i et beskyttelsesrum, indtil faren var ovre.  Han husker i slutningen af krigen, hvordan Langebro var blevet saboteret, at der var spærret for sporvognene ved Knippelsbro, og at man fra Christianshavns Torv måtte gå til fods langs midten af sporvognsbanen til Christianshavns Slotsplads med bevæbnede tyske soldater på begge sider, som vogtede på fortovene. Han erindrer også, hvordan én fra hans gymnastikhold blev skudt i låret under en razzia, og hvordan familiens underbo oplevede en razzia.

I april 1945 få dage før han blev konfirmeret af sin far, der var præst i Simon Peters Kirke, blev en af kirkens andre præster, nemlig Tage Schack, dræbt, da venner eller familien til en stikker, som Schack havde begravet, ikke syntes om præstens begravelsestale. JM kan stadigvæk erindre den frygt, han følte som 14-årige den søndag, han blev konfirmeret for, at samme skæbne også kunne overgå hans egen far.  Det var på trods af, at cottoncoat-klædte unge modstandsmænd på vejen til kirken fra hjemmet i Samosvej og selv bagest inde i kirken diskret holdt vagt.

Befrielsesdagene var meget urolige, husker han, og hans far stod for kirkeforplejninger i disse dage. Og efter krigen, da han i 1948 tog en togtur til Paris for at besøge sin penneveninde, var det igennem et ødelagt, smadret, og sønderbombet Tyskland, der lå i ruiner hele vej, indtil de nåede den belgiske grænse.

Men for en dreng var der også spændende ting, f.eks. da han sidst i trediverne samlede brugte patroner fra en dansk militærøvelse ved Susåen nær Næstved. Og hvor man byggede pontonbroer, som blev prøvebombarderede af et lille dansk enmotorsfly med en pose kridt. Eller da han cyklede afsted til Lufthavnen tidligt d. 5. maj og så engelske Dakotaflyvere og den første jeep eller kørte en tur i et militærkøretøj et stykke vej ind i København.

III. Johannes Møllgaard blev uddannet på Kunstakademiets Billedskole. Og derefter arbejdede han på Burmeister og Wain (B&W) skibsværft i mange år først som rustbanker, næst som svejser og til sidste som skibsbygger på tegnestuen. Sommerferierne i 1950’erne tilbragte han ude på landet på vegne af Folkemindesamlingen på Langeland og Sydfyn med store båndoptagere lånt fra Folkemindesamlingen og optog på bånd folk, som synger og fortæller. Her begyndte hans interesse for etnologien.

En af lærerne fra Kunstakademiets billedskole hjalp ham dernæst til at få et job i Københavns Kommunes byplanlægningsafdeling hos Stadsingeniøren. Dermed kom han ind i byplansforskning i Urbanisme, og forskede for arkitekterne. I 1970erne begyndte han at kigge på byplanlægning med kritiske øjne, og så, at det udsprang fra rationale, funktionelle måder at bygge på uden at tage hensyn til mennesket som sådan. Det er en tanke som harmonerer med ’70ernes ungdomsoprør, hvor man så kritisk og stillede spørgsmålstegn ved alting, men han selv var ikke mere involveret i ungdomsoprøret.

Han kom til at studere etnologi på universitet for at få papir på sin fagviden, så éns kritik havde noget at bygge på. Men da han måtte arbejde samtidig for at tjene penge, kunne han kun gå få timer om ugen til universitet til de vigtigste forelæsninger.

Feltarbejdet var i Salling, fordi det ikke skulle være i København / Sjælland (for almindeligt) eller Bornholm (for specielt) heller ikke Sønderjylland (for specielt). Det var en blanding af det levende og aktuelle og det historiske i tilknytning til regionsplanlægningsprojektet. Her fremfor kritiske blikke var det mere belæring om, hvordan det skulle foregå med de forskellige ideer om det gode liv, som befolkningen havde. I Salling blev det i sammenhæng med den gamle landsbrugshistorie med husmænd, gårdejere og landarbejdere i samspil med andre i gruppen. Og på trods af at togdriften var nedlagt, var der stadigvæk liv i den gamle stationsby. Han tilbragte 3 intense uger med feltarbejder, hvor der blev interviewet alle ugens dage. Det drejede sig om hvordan de forskellige sociale grupper i Salling udnyttede stedet, hvor de købte dagligvarer, hvor de gik til tandlæge, hvordan de brugte fritiden samt den fysiske byplanlægning.

I 1986 blev han magister i etnologi med afhandlingen, To fragmenter fra et forsøg på en etnologisk egnsbeskrivelse i tilknytning til regionsplanlægning samt to publikationer: Landbrugets livsformer (1984) og Byens sociale geografi,  og underviste i 1987/88 i Planlægning/Samfund/Menneske i Brede i Lyngby, da etnologi var tilknyttet Frilandsmuseet dengang. Blandt hans publikationer er Det “mørke” Vestjylland og “verdensmarkedet”. Folk og Kultur (1988); Bønder og handel i Salling 1680-1780, Bol og By 1997:2, og I Etnologiens Plads* (2010, Centre for State and Life-mode Analysis, University of Copenhagen).

Mennesket er historiebærende, som JM antyder, men med Ricoeur kan vi samtidig tilføje, at mennesket også er historiefortællende.

 

 

”…de intentionelle tråde…”* eller fænomenologiens spiraler (med et bidrag fra Ulrikka Mokdad)

I Dan Zahavis lærebog Fænomenologi (2003, Roskilde Universitetsforlag) skriver han om, hvordan man suspenderer vores måde at acceptere verden for givet, mens vi undersøger vores perception af de tråde, der forbinder os til verden. I en tid, hvor jeg prøver at sætte mig ind i Paul Ricoeurs refleksioner over historie, og forstå lidt af hans filosofiske baggrund, startede jeg en mindre læsegruppe med henblik på at læse og diskutere Zahavis lærebog Fænomenologi. En  læser fra gruppen, kunsthistorikeren og væversken Ulrikka Mokdad, blev inspireret til at skrive dette bidrag:

” I dag, d. 9.11, 2016, talte vi om fænomenologi og Dan Zahavis forklaring på, hvad denne metode går ud på. Her kom vi ind på flere spændende emner, der var afledt af fænomenologiens tilgang til at forstå verdens beskaffenhed.

Vi kom ind på det menneskelige øjes måde at opfatte mønstre på: Det mærkelige fænomen med, at vores øjne synes at foretage forskellige krumspring og rettelser ved synet af mønstre, således at vores bevidsthed ikke opfatter uregelmæssigheder og fejl i et mønster, med mindre de er meget synlige. Det kan bl. a. ses på dette mønster:

I dette tilfælde opfatter vores øjne med det samme, at de spiraler, der udgør mønsteret, er uens i størrelsen, men næppe ret mange lægger mærke til de spiraler, der ikke går med uret rundt. Prøv at tælle, hvor mange du kan finde. Jeg opdagede dem først selv, da jeg begyndte at forstørre en mindre del af mønsteret og tegne det over på kalkerpapir for at kunne billedvæve det til et internationalt projekt om rekonstruktion af arkæologiske tekstiler.

De to tekstileksperter, der har igangsat hele projektet, havde ikke selv opdaget, at nogle af spiralerne i det mønster, de beskæftiger sig med, vendte den modsatte vej. Den kunstner, de har bedt om at rekonstruere mønsteret, må naturligvis have opdaget det og malet de venstresnoede spiraler med vilje, men har måske glemt at nævne det for de to tekstileksperter.

Jeg skrev en mail om det til den ene af damerne, der blev overrasket over, at der var spiraler i deres mønster, som gik ”counter clockwise”.

Hvis man kigger på andre mønstre, fx på koptiske tekstilfragmenter eller indianske vævede tæpper, vil man se lignende tilfælde, hvor mønstre fremtræder fuldstændigt ”perfekte” for vores blik, men som, hvis de bliver gransket nøjere, opmålt med centimetermål, analyseret og optalt, vil vise sig at være alt andet end regelmæssige. Alligevel opfatter vores øjne ikke umiddelbart ”fejlene”.

Hvad skyldes det mon, denne menneskelige trang til at se regelmæssigheder, hvor de i virkeligheden ikke er?

Hvad kan det være, der gør, at vi mennesker overalt i verden og til alle tider har dette særlige behov for at omgive os med regelmæssige mønstre, både på tekstiler, i murværk, smykker, keramik, ja på ethvert menneskeskabt redskab eller konstruktion? Og hvordan kan det være, at vores øjne undlader at opfatte selv ret mange og synlige uregelmæssigheder i et givet mønster?”

Mange tak til Ulrikka for bidraget ovenfor. Se også mit interview med Ulrikka her. Det forekommer mig, at selve erfaringen med at læse om fænomenologien er spiralformet. Man begynder et sted, går rundt med en tanke næsten i en cirkel, men man kommer ikke tilbage til det sted, man startede ud fra, men lidt ved siden af, et andet sted. Dermed erfarer man, at man er kommet lidt videre. Deri ligger en lille, men meget betydelig, forskel. En sprække, hvor lyset kommer ind, for nu at omskrive den legendariske Leonard Cohen (1934-2016).

*(Zahavi, s. 37).

Viklet ind i historiens garn*

Pludselig fandt jeg på, at jeg ville rive Mellemforet ud af min. Jeg gjorde det med Lynets Hast og gemte det i mine Bukser

sagde Ellen Wilhelmine Nielsen, f. Lundquist, bagefter i et interview til Kate Fleron om forholdene i tilintetgørelseslejren Jugendlager Ückermark. Hændelsen, som hun referer til, fandt sted den 8. februar 1945, da hun hørte, at alle medfangerne skulle aflevere deres overtøj. ** Det bekræftes også af hendes medfange Johanne Hansen, som tilføjede, at andre fulgte hendes eksempel, da de så, hvad hun gjorde.***

Hvordan kunne det ske, at Ellen Wilhelmine Nielsen (1888-1967), en fiskerkone fra Dragør, som bl.a. havde hjulpet nogle danske jøder på deres vej til sikkerhed i Sverige, og som derefter hjalp danske modstandsmænd som kurer, endte ikke kun som fange i  kz-lejren Ravensbrück, men også måtte redde sit eget liv ved at vise sig selv som arbejdsdygtig i den nærliggende tilintetgørelseslejr, hvor hun blev sendt til, hvor hun bl.a. måtte læsse medfanger  på vognene på vej til gaskamrene og tage sig af deres døde kroppe bagefter?

Når vi reflekterer over, hvordan vi er deltagere i at skabe historien som enkelte individer, kan man se, at vi både passivt og aktivt kan være med til at skabe historie. Paul Ricoeurs agerende, lidende, fejlbare mennesker, som skaber historie bliver nogle gange uforvarende viklet ind i historien. Det er noget, der altid er sket i løbet af menneskets historie, ikke mindst i det lange 20. århundrede med to verdenskrige, hvor millioner af mennesker mistede livet, blev myrdet, blev såret eller så deres liv, familier, venner og naboer blive ødelagt.

Som Ellen Wilhelmine Nielsen berettede for Fleron, var den værste dag den 30. marts 1945, Langfredag, hvor hun husker, at over tusind kvinder blev sendt til gaskamrene:

De Stillinger, de Sjæle laa i, naar de var døde! Jeg glemmer aldrig nogensinde deres sorte Ben med de vædskende Saar! Hvad de Sjæle have lidt” ****

I vores indviklede tilstand, alt imens vi prøver at vikle os ud af historiens garn, bidrager alle vores bestræbelser til at skabe historie. Dermed skaber én, der er ved at foretage en handling, noget, som igen vikler andre ind, som dermed komme til at agere og lide i processen. Ricoeur betragter denne indvikling som en type præhistorie af ufortalte fortællinger eller historier, hvor en historiefortæller kan vælge at begynde at trævle op på et hvilket som helst tidspunkt i historiens forløb.

Dette er, hvad en historiefortæller som Pernille Stockfleth gør i sin teaterforestilling, når hun fortæller Ellen Wilhelmine Nielsens historie. Historierne selv skal ifølge Ricoeur i Tid og Narrativ (bind 1, s. 75) ultimativt fortælles, da historier om menneskelidelse kræver at blive fortalt.

Og hvad kan det individ, der finder sig viklet ind i sådanne situationer gøre? Kan man gøre mere end Ellen Nielsen gjorde:

Det var svært at bevare sin menneskelige Værdighed under de Forhold.; jeg prøvede af alle Kræfter at være, som jeg plejede, men jeg ved ikke, om det lykkedes mig” *****

*Dette indlæg er baseret på min reviderede engelske version fra 2014 af min originale danske artikel fra 2001 udgivet af Dragør Lokalarkiv. **Kate Fleron, ”I tysk Tilintetgørelseslejr” i Kvinder i modstandskampen (1945), s.200.***P. Achton, Jeg har båret lærkens vinger: Johanne Hansens eventyrlige liv (1975), s. 92?****(Spørgeskema til den danske koncentrationslejrhvidbog (Frihedsmuseet) og Fleron, s. 202). ***** Fleron s.201.

Man kartede, spandt og vævede til eget forbrug…

På et gammelt tobaksbord arvet fra min mands bedstefar ligger der et stykke tekstil hæklet af min mormor.

Min egen, nu 83-årige mor fortalte mig engang, at hun som ung i skoleferierne blev sat til at reparere sine tre brødres tøj. Hun syede altid kjoler og nattøj til os, da vi var børn, og lavede strikketøj og hæklede sjal og husholdningstekstiler til os og senere babytøj til hendes børnebørn, inklusiv en dåbskjole, som for nylig blev båret af hendes oldebarn.

Min lige afdøde 94-årige svigermor Inger Munkholt, f. Vejby Nørgaard i Alstrup sogn, som strikkede, syede og reparerede utallige mængder tøj til familien, var også meget opfindsom, eftersom hun var mester i at tage gamle genstande og sy dem om til nye. Så for eksempel kunne mine svigerinde Kirsten kun smile ved synet af min tehætte, som jeg havde fået af hendes mor, da den var lavet af hendes mormor Katrines vinterfrakke.

Min mands farmor Else Munkholt, født Pedersen, fra Hune blev den 20.december 1962 interviewet af den lokale avis*, i anledning af hendes 90-års fødselsdag. Artiklens overskrift lød: 90-aarig syede ny bluse til sin fødselsdagsfest. Og der fortælles et levende stykke historie fra hendes side om hendes barn og ungdom, blandt andet:

Uld kunne vi forsyne os selv med, for vi havde altid en halv snes faar… Om vinteren kom der saa mange gamle koner, der sad og kartede og spandt ulden, og naar foraaret kom, vævede vi duge, vadmel og sengelinned. Der skulle meget til, og der skulle ogsaa strikes mange par hoser.

På trods af at tobaksbordet stammer fra Vendsyssel og det stykke hæklede tekstil kommer langt væk fra i et land, hvor peberet virkeligt gror, har hver generation noget tilfælles, som Paul Ricoeur siger i Time and Narrative, vol. 3, 109-111.

*Avisudklippet, som er blevet kopieret på en CD-rom, har desværre ikke havde navnet på avisen med, men er enten fra Vendsyssel Tidende eller Aalborg Amtstidende.

Tråde til fortiden

Se også mit blog indslag om en historie om et flag

Enhver historisk begivenhed er unik. I modsætning til en naturvidenskabelig forsker kan en historiker ikke genskabe en begivenhed ved at lave gentagende forsøg. Dog kan man engang imellem observere paralleller til begivenheder i fortiden eller opleve resonansen fra fortiden, da menneskets natur ikke har ændret sig meget med tiden.

I John Grenvilles posthume værk The Jews and Germans of Hamburg skriver han om en episode om en 11-årig skoledreng, der stod og græd uafbrudt i skolegården en november dag i 1938, efter at han fik at vide, at han som følge af den nye lovgivning straks skulle forlade sit gymnasium. Det var en skole, han ellers havde været stolt af at komme ind på allerede som 10-årig, da han havde bestået en prøve for særligt begavede børn. Det var en skole, hvor han havde venner, som ikke kærede sig om hans oprindelse.  Grenville beskriver, hvordan en lærer havde taget drengen ind i en tom korridor, havde lagt armene om det grædende barn og sagt, at han skulle vende hjem, og havde trøstet ham med, at hans forældre ville forstå det. Det var en gestus af medmenneskelighed, som drengen aldrig glemte.

”Forvisning var en rystende oplevelse for de børn, der ikke vidste, hvad de havde gjort forkert” skrev Grenville, og tilføjer i en fodnote en kort bemærkning, at det var hans egen oplevelse (fra Berlin), som han beskriver her. *

Vi ved fra hans vidneudsagn næsten 70 senere i 2007, at hans mor Charlotte Guhrauer i foråret 1938 i en verserende situation for jøderne, alligevel havde desperat forsøgt at finde en plads til ham på et almindeligt tysk gymnasium, på trods af, at skolen, der accepterede ham, lå temmelig langt væk fra deres bopæl.**

Heldigvis for menneskeheden er der stadigvæk mennesker som læreren, som på trods af at han ikke kunne stoppe de ondskabsfulde begivenheder, hans landsmænd havde sat i gang, alligevel besad medmenneskelighed, og gav en lille dreng en smule trøst, da drengens trygge verden kollapsede rundt om ham. Det var noget, som drengen, der senere blev en anerkendt historieprofessor i England, huskede i sin alderdom.

Historien minder os om, at illusionen om homogeniteten er en yderst farlig utopi. I anderledeshedens navn har den ført til ødelæggelse af tusindvis af familier og mord på millioner af uskyldige sjæle som Charlotte Guhrauer i lande, som ikke ligger så fjernt fra vores.
*s. 180, og fodnoter 27, s. 295.

**Refugee Voices: The AJR Audio- Visual Testimony Archive, interview no. 150 af John Grenville, some blev interviewet af Bea Lewkowicz.